Flugtbrevet

Dette er det mest dramatiske øjeblik i Børge Outzes liv, hans egen skildring af flugten fra Gestapo, fortalt i et brev til den nære familie, skrevet i selve flugtdøgnet – endnu før han havde bragt sig i sikkerhed i Sverige. Brevet offentliggøres her for første gang.

Stilen er kortfattet og koncis, for der var angiveligt mindst 30 andre breve at skrive – først og fremmet til modstandsfolk, hvis signalement han havde haft lejlighed til at se under afhøringerne hos tyskerne, og som det derfor gjaldt om at advare, så de kunne tillægge sig et nyt udseende og endnu en ny identitet. Det sidste var på dette tidspunkt i 1944 det letteste af verden, for illgale legitimationspapirer blev fremstillet næsten “industrielt” af det illegale politi. Så travlt havde Outze med at advare andre, at alle personlige følelser og hensyn blev skubbet til side, herunder mulighederne for et møde i København selve flugtaftenen med hustruen Ruth Outze og datteren Annemarie Outze. Brevets “Ruth i Bogense” er en søster.

Outze kom over Øresund med en kutter, der sejlede for Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. Han havde så travlt i flugtdøgnet, at det i hans erindring kom til at fylde adskillige døgn. Men flygtningetjenestens koncise regnskaber viser, at “Outze, Børge, f. 18. 3.1912 i Odense” er “udbragt” 17.11. 1944 som så vigtig en person, at flygtningetjenesten undtagelsesvis organiserede en hel sejlads for en enkelt person.