Det illegale Information

Klik for at lytte med (5 minutter):

Det illegale Information holdt sig selv over dåben – og navngav sig selv. Information blev startet på Nationaltidende ved en art selvantændelse i de illegale bladmiljøer i København.

De illegale redaktører kom på Nationaltidende for hos Børge Outze at få de nyheder, der på grund af tysk censur ikke kunne trykkes i avisen. Det var både farligt og besværligt at have dem på redaktionen. I stedet begyndte Outze i 1943 at samle og systematisere de illegale informationer til et dagligt nyhedsbrev. For at forebygge, at disse nyheder ved en fejl skulle komme i avisen, blev de øverst forsynet med ordene “Til Information”, snart stod der blot “Information” – og det illegale nyhedsbureau var skabt.

De illegale aktiviteter blev så omfattende, at de fra 1944 ikke længere kunne foregå på Nationaltidende. De illegaliserede journalister måtte gå helt under jorden. Med daglig forbindelse til BBC i London kom BBCs danske dækning til at fungere som Informations radioavis helt frem til befrielsen 4. maj 1945.